Lige meget med kaffen

Jeg var ude og drikke kaffe i går med en veninde jeg ikke har set i flere år. Når der sådan går lidt lang tid mellem man ser folk, kan man godt være sådan lidt anspændt om hvorvidt det bliver hyggeligt, eller om der bare opstår pinlig tavshed og man bare sidder og kigger på hinanden uden rigtig at have noget at sige. Den fornemmelse havde jeg også i går da vi skulle mødes. Det viste sig imidlertid at være fuldstændig spilte tanker, for lige de indledende høfligheder var overstået satte vi kursen mod Baresso, bestilte vores kaffe og så startede hønsegården. Utroligt hvor meget to tøser kan larme, grine og fægte med armene … Men det var fantastisk! Vi drak vores kaffe, glemte aftensmaden og kom først op til overfladen, da en af de søde kaffe-piger høfligt gjorde opmærksom på de lukkede om fem minutter. Så stod vi udenfor i vinterkulden, frysende, meget opløftede og for mit vedkommende sulten som altid. Vi skildtes med aftale om at gøre det snart igen og begge ganske uforstående over, hvorfor det har været så svært i løbet af de sidste tre år at mødes til en kop kaffe. Kaffen (fantastisk som den er) er ikke det vigtige, det vigtige er at vi fik set hinanden. I toget på vej hjem til Udkantsdanmark kunne jeg smile for mig selv over de fantastiske mennesker, der er i mit liv og gør mig glad, dukker op igen efter tre år og gør mig glad og dem jeg kommer til at møde …

About these ads