Mit fitness-center har lukket omklædningsrummene de næste tre uger fordi de er under ombygning, så jeg er tvunget til en ufrivillig pause i jagten på at komme til at passe mit tøj igen. I erkendelse af kiloene desværre ikke bliver træt af mig og skrider, som så mange andre ting i livet, har jeg besluttet mig for at prøve at løbe fra kiloene i stedet. Har tidligere vovet mig på løbebåndet, og både lydt som en elefant og lignet en elefant i en glasbutik, inden jeg fandt ud af det. Da først jeg lige havde overstået de indledende bitre erfaringer med løbebåndet, nåede jeg faktisk at blive ret glad for det, og efter i morges, så savner jeg det ligefrem!
Jeg har til morgen været ude og løbe på asfalt for første gang i flere år, og jeg har i hvert fald fået bekræftet hvorfor jeg holdt så meget af løbebåndet. På løbebåndet er jeg nemlig ikke tvunget til at bære rundt på min egen røv på helt samme måde! Desuden holder båndet hastigheden, jeg skal sådan set bare følge gispende med. Dagens lektie: Sådan er det overhovedet ikke på asfalt! Jeg skal nu helt selv sætte hastighed, og jeg skal nu helt selv slæbe rundt på min al min dødvægt.
Fitnesscentret har desuden en finesse, som jeg aldrig har tænkt over før: Der er lys … Når man hjemme åbner døren omkring kl. 5 om morgenen, så oplever man, at der flere steder i Udkantsdanmark bliver sparet på gadebelysningen – ergo: Der er bælgravende mørkt! Eftersom januar ikke ligefrem byder på lyse nætter, står man pludselig overfor erkendelsen af, at foran en henligger omkring en halv kilometer i mørke. Klodset og delvist natteblind var dette ikke ligefrem noget der lokkede, men jeg overlevede og blev klogere. Konklusion: 1. Vil gerne være en dybthavsfisk af den art med “egen lampe” 2. Forstår pludselig de der mærkelige mennesker, der render rundt med pandelampe …
