Kender du det, at nogle gange når man hører folk sige et eller andet, og man tænker “kæft, det lød smart” – ofte er det en kommenter til en ganske almindelig emne, den det lyder bare godt eller overbevisende?
I mine spæde teenage-år hvor man jo bliver frygtelig alt, alt for selvbevidst skete det at jeg tit sagde “dav” – meget naturlig egentligt, men dengang var det bare en understøttelse af, at jeg var stor og klodset og meget langt fra smart og moderne. En bekendt jeg havde sagde i stedet for “dav”, der hurtigt kan lyde tungt og lidt deprimerende, altid “hej hej”, men med den rigtige betoning, så det lød som en imødekommende indgangsreplik i stedet for en afsluttende salut. Ergo gik jeg i gang med at vænne mig til at lade “dav” udgå til fordel for “hej hej”, og det lykkedes til sidst – endda i en sådan grad, at det hænger ved i dag, og det er altså en hel del år siden jeg var teenager. I dag er jeg ligeglad med ordet “dav”, men må bare erkende, at det stadig er “hej hej”, der hænger fast i mit ordforråd.
Én ting er de ord vi vælger at skifte ud, men hvad værre er, at ord smitter! Det er vel sådan et ord kommer på mode? Formuleringer smitter vel også? indtil det til sidst bliver en norm, og bliver godkendt af dansk sprognævn (jeg græmmes ved tanken om den dag “nederen” og “fråderen” kommer til at indgå officielt i det danske sprog).
Dansk Sprognævn er i denne forbindelse bare en bagatel i forhold til smittefaren, for det er jo ikke kun selvvalgte, seje ord og kommentarer der smitter – det er jo også de andre! De grimme, de væmmelige og ondskabsfulde og de nedgørende, og pludselig en dag kommer der en formulering ud af ens mund, som man ikke vil være ved – og med rette, for det er jo ikke ens egne!
